Om Operations Management Forum

Kort historik

I 1917 påbegyndtes på DTU (dengang DTH) forelæsninger i Teknisk Virksomhedsledelse, et fagområde som i slutningen af 50'erne blev til begrebet "driftsteknik", idet der indførtes en specialisering med "Driftsteknik som hovedfag". I 1965 blev AMT (Afdelingen for Mekanisk Teknologi) opdelt i fire institutter, hvor det ene fik navnet Driftsteknisk Institut. Dette institutnavn blev fastholdt ind til 90'erne, hvor der på DTU påbegyndtes en række institutsammenlægninger, og resultatet heraf blev, at det driftstekniske fagområde fra 2001 har været en del af fagområdet Produktions- og Virksomhedsledelse (PVL) under Institut for Produktion og Ledelse (IPL). Primo 2008 blev organisationen igen ændret således, at de ledelsesmæssige fagområder på DTU blev samlet i DTU Management - Institut for Systemer, Produktion og Ledelse.

I slutningen af 60'erne påbegyndtes afholdelsen af en årlig konference, Driftsteknikerdagen, hvor resultater fra instituttets projekter blev præsenteret. Fra og med 1972 blev der i forbindelse hermed udgivet en Driftsteknikerbog, der i starten alene indeholdt proceedings, men senere også kom til at indeholde en årsberetning for instituttet. Disse årlige konferencer har oftest samlet ca. 150 deltagere, hvoraf mere end 2/3 er kommet fra erhvervslivet.

Af ovenstående fremgår det, at betegnelsen Driftsteknik således i ca. 40 år har været anvendt på DTU, og i den periode er der uddannet over 1.000 driftstekniske kandidater. Begrebet Driftsteknik er således velkendt i dansk erhvervsliv, og det er baggrunden for valg af det tidligere navn "Forum for Driftsteknik".

Operations Management Forum er forankret i DTU Management og er et netværk og forum for erhvervsvirksomheder til formidling af ny viden inden for kompetenceområdet Produktions- og Virksomhedsledelse.

Organisation

Operations Management Forum består af en daglige ledelse og en række faglige nøglemedarbejdere på DTU.

OM Forum er et netværk af udviklingsorienterede virksomheder og universiteter for formidling af virksomhedserfaringer og forskningsresultater inden for kompetenceområdet systemer, produktion og ledelse.

Daglig ledelse af Operations Management Forum - DTU Management
Navn Stilling E-mail Telefon
Kasper Edwards Seniorforsker, ph.d. kaed@man.dtu.dk 45 25 60 10
       
       

Fokusområder

  • Operational Excellence
  • Produkt- og procesinnovation
  • Styring, ledelse og udvikling af produkt og service
  • Lean Thinking og fleksibilitet
  • Organisations- og medarbejderudvikling, herunder psykisk arbejdsmiljø
  • Design og ledelse af projekter i netværk (ny efteruddannelse se nærmere om det faglige indhold: http://transformation.man.dtu.dk/

OM Forum sætter fokus på aktuelle ledelsesmæssige udfordringer inden for temaer som:

  • Effektivisering af processer og værdikæder
  • Udvikling af fleksible produktions- og ledelsessystemer
  • Lean manufacturing
  • Total quality management
  • Total productive maintenance
  • Outsourcing
  • Supply chain management
  • Agile manufacturing
  • Forandringsledelse
  • Projektledelse

OM-Forum er en effektiv kanal for spredning af den viden, der opbygges gennem forskning og andre udviklingsaktiviteter på DTU Management inden for området produktions- og virksomhedsledelse.

Ligeledes er OM-Forum det naturlige sted for vores inden- og udenlandske samarbejdspartnere til at videreformidle deres idéer, tanker og modeller inden for området til gavn for danske virksomheder.

Endelig er OM-Forum også stedet, hvor virksomheder gennem bl.a. deltagelse i arrangementer giver os uvurderlige input til, hvilke nye tiltag der rører sig i produktionsverdenen.

På denne måde vil vores forskning til stadighed være ny, spændende, opdateret og anvendelig for medlemsvirksomhederne.